Nedenstående indlæg er et indlæg, jeg skrev på min første blog; Meskildsen.dk. Jeg udgav indlægget den 30. november 2015. På daværende tidspunkt havde jeg været stresssygemeldt i 14 måneder.
Heldigvis ved jeg i dag, at alting forandrer sig – og at der VAR håb og forandring på vej. Dengang dog langt ude i fremtiden, men forandringen kom. Halleluja!
At være syg med stress og angst er ubeskrivelig voldsomt. Der er så meget, jeg gerne vil, men som jeg ikke kan, og så må jeg indimellem sluge en voldsom masse kameler. Nogle gange synes jeg altså, at kamelerne er lidt store at få ned. De kan være så store, at det kan give helt trykken for brystet. Ups, endnu et stresstegn!!
Noget af det værste jeg ved lige nu, er at erkende, at jeg ikke kan det, jeg gerne vil. Alt det jeg gerne vil, jeg plejer at holde af og plejer nemt at kunne. Det er så sindssygt svært for mig. “Plejer” er død. Jeg ved ikke, om Plejer forbliver død eller vender tilbage engang, men lige nu er Plejer faktisk temmelig langt væk.
Jeg ELSKER mine børn og jeg ELSKER at være sammen med dem. Jeg PLEJER at elske at være til arrangementer med mine børn, hvor jeg ser dem i interaktion med andre børn. Jeg PLEJER at elske at være sammen med alle slags børn. Jeg PLEJER at elske juleklippedage, forældrekaffe, klassearrangementer osv. Men nogle gange må jeg bare sluge nogle kameler og sige NEJ, det kan jeg ikke – selvom jeg gerne vil.
I fredags var der juleklippedag på børnenes skole. Juleklippedag for både børn, forældre, søskende, bedsteforældre m.m. Jeg har været til det mange gange før – både som mor på børnenes skole, men også som lærer i forbindelse med mit tidligere arbejde. Det er en dag, jeg plejer at synes rigtig godt om. Det er bare SÅ hyggeligt og en god måde at starte julemåneden på. Men nej… Ikke i år…. Nå nej, heller ikke sidste år. Jeg kan det bare ikke. Jeg var på skolen og se William gå Luciaoptog, men det var også rigeligt til, at jeg var total smadret resten af dagen. Det er svært. Mange mennesker som snakker i munden på hinanden. Varmt. Det er meget svært at forklare, men det er bare sindssygt svært at være i. Det hele snurrer og drejer rundt. Jeg sveder. Hjertet banker. Hovedpinen kommer dundrende. Jeg kan ikke fokusere. Jeg kan ikke tænke klart. Besvimer jeg mon lige om lidt? Jeg er tør i munden. Jeg trænger til noget koldt vand. Jeg holder lige ved dig et øjeblik, ellers vælter jeg.
Man bliver bare fuldstændig sat til tælling.
Her er det bare utrolig rart at have en mand, der så bagefter bliver på skolen, så William OGSÅ kan have en forælder med. Men hvor er det synd… for drengen… og for mig. Hvor er det synd for ham, at hans mor ikke kan være med, fordi hun er syg. Og hvor er det synd for mig, fordi jeg bare så gerne vil, men ikke kan. William skal nok klare sig, men jeg er slet ikke i tvivl om, at det kan sætte spor i børn. Heldigvis er jeg der for ham på så mange andre måder, så han skal nok klare sig. Det vigtigste i dette oplæg er, at det er svært for mig at acceptere, at det på en og flere punkter ALLIGEVEL går ud over mine børn. Det er bestemt ikke meningen og heller ikke noget, jeg er stolt af. Til gengæld oplever de en enorm menneskelighed, sårbarhed og mærker en speciel ro og sammenhold i vores familie, som jeg synes, nogle børn mangler derude.
Mon “Plejer” vender tilbage engang?
Hvor mange kameler skal jeg mon sluge?
Hvor store er de?
Pas på jer selv derude.
