En rest rugbrød kan hurtigt og nemt trylles om til disse rugbrødscroutoner.
Når vi laver mad, så skal både maven, øjet, munden og en masse andet tilfredsstillet. Disse rugbrødscroutoner behager vores mund, når vi spiser dem både med deres smag og sprødhed. Vores mave kan godt lide fibrene fra det grove rugbrød og vores tarme kan godt lide lidt fedtstof fra olien. Vores øjne drages af mad, der ser lækkert ud.
Hvis vi vil leve en sund livsstil, handler det ikke kun om at spise nemme kogte æg, makrelmadder, tomater og gulerødder. Der er såmænd ikke noget overhovedet i vejen med det, men vi vil gerne tilfredsstilles hele vejen rundt. Og undskyld mig, men ovenstående lette frokost kan du i længden godt blive en anelse træt af. Bevares det er lækker, det synes jeg også, men indimellem skal vi forkæles hele vejen rundt, så vi ikke kører surt i det.
Rugbrødscroutoner er en nem lille ting, som kan bidrage maden lidt af det hele.
Brug den oven på en suppe eller en salat.
En flydende suppe smager godt, men den bliver bare en anelse mere lækker, når der er tilføjes lidt knas, vi skal tygge på – og som tilmed smager dejligt. En salat, som vi har fået så tit, bliver bare en anelse mere lækker, når der kommer en lille håndfuld rugbrødscroutoner ovenpå.
Du kan også bruge rugbrødscroutonerne til tapas, hvor de smager skønt med et lille stykke ost eller pølse til. Mums.
Jeg vil klart anbefale dig at prøve det.
Som sidegevinst får du spist den rest af rugbrød, der er blevet lidt tørt og trænger til at blive spist.
Croutonerne kan også laves af en rest franskbrød eller lign. Men det er klart, at der er flere fibre i rugbrødet.
Værsgo – en opskrift på lidt knas til dig.
Rugbrødscroutoner
Ingredienser:
En rest rugbrød (jeg havde 250 g).
20 g olivenolie.
Kalorietæthed: 267 kcal. pr. 100 g.
Det er ret højt, men husk på, at du ikke spiser store mængder af disse, når du putter dem på salater, supper eller lign.
Sådan gør du:
Skær rugbrødet i passende størrelse tern (ca. 1½ x 1½ cm).
Varm olien på en pande.
Svits rugbrødsfirkanterne heri til de er let farvede og gyldne.
Det tager ca. 15 minutter, hvor du “roder” i det undervejs.
Hvis du er til mere salt, så drys lidt groft salt over.
Lad rugbrødscroutonerne køle af, så de bliver sprøde.
Opbevar dem i en lufttæt beholder, hvis I altså ikke spiser dem alle med det samme 😉
1 kommentar
Lukket for kommentarer.